| Alt om medlemskab |
|
Musikklubben Elværket er - som navnet antyder - en forening, der har med musik at gøre. Her kan medlemmerne komme til vores arrangementer og få gode koncertoplevelser i nogle dejlige rammer. Det sørger foreningens mange aktive medlemmer for! Hvad det betyder for dig, som bare vil høre noget musik, kan du læse mere om i det efterfølgende:
Skal jeg være medlem af Musikklubben Elværket?
JA, hvis du vil med til et af vores arrangementer! Som det er med så mange andre klubber og foreninger, så skal man også være medlem af Musikklubben, for at kunne deltage i klubbens aktiviteter - herunder koncerter!
Hvad koster det at blive medlem?
Det koster 20,- kr. for et års medlemskab af Musikklubben Elværket. Der er ikke tale om et ekstra skjult gebyr, men snarere om et meget lille medlemsbidrag, der går til foreningens aktiviteter. Vi udsender f.eks. vores trykte program 2 gange årligt til alle medlemmer (et pr. husstand). Trykning og forsendelse bliver stort set dækket af medlemsbidraget...
Hvordan bliver jeg medlem?
Efter behov - dog højest en gang om året - må du forny dit medlemskab. Du kan melde dig ind i Musikklubben Elværket lige nu og få dit medlemsbevis med det samme - nøjagtig som når du køber billetter! Da medlemsbeviset er personligt, er det dog nødvendigt, at det købes enkeltvis (ikke 2 eller flere pr. køb som med billetsalget). For hvert medlemsbevis indtastes navn, adresse mv. på den, der skal indmeldes og altså ikke nødvendigvis kortholders navn og adresse. Oplysningerne om navn, adresse mv. påføres automatisk medlemsbeviset.
--> Medlemsbevis kan tegnes her... <--
Ønsker du af en eller anden grund ikke at melde dig ind online, så kan du også gøre det i indgangen, men det kan betyde, at du må stå lidt i kø ved indmeldelsen mens andre også skal have tid til at udfylde et medlemskort, så kom i god tid... Du kan evt. hente et indmeldelseskort, som du kan udfylde på forhånd og tage med til koncerten. Indmeldelseskortet finder du her...
Filosofien bag de store koncertoplevelser!
Vi laver et stort stykke frivilligt arbejde for at kunne præsentere så meget spændende musik for klubbens medlemmer som muligt. Alle vores aktiviteter er rettet mod at skabe de bedst mulige betingelser for gode koncertoplevelser i Musikklubben. Det betyder at vi har de lavest mulige priser på billetten, på evt. gebyrer, i baren samt på medlemskab. Klubbens mange aktive medlemmer - herunder bestyrelsen - er hele tiden forpligtet i forhold til Musikklubbens øvrige medlemmer for at gøre det bedst muligt!
På bundlinien skal der være et STORT plus - ikke i opgjort i kroner, men i store koncertoplevelser. Den udsøgte behandling af musikere og medlemmer giver gode rammer om musikoplevelsen. Og med de mange frivilliges indsats, kan det hele lade sig gøre til fornuftige priser - så kan der måske også blive plads til en ekstra koncert med endnu en glad kunstner...
Få mere at vide eller kom med kommentarer:
Musikklubben Elværket i et historisk perspektiv...
Musikklubben Elværket har eksisteret i mere end 50 år! Vi er en gammel traditionsrig forening, der ikke går af vejen for fornyelse og udvikling. Det sørger de mange aktive medlemmer for i samarbejde med bestyrelsen.
Oprindeligt blev vi (Musikklubben Elværket) stiftet som Holbæk Jazzklub i 1955, men har gennem årene skiftet navn og ståsted - såvel musikalsk som geografisk. Den nuværende Holbæk Jazzklub er genopstået ved Musikklubbens 40 års jubilæum, således at der i dag er to musikforeninger, der holder til på Elværket i Holbæk.
|


Alt om medlemskab!